Skolebørn spørger ofte: "Hvor mange stemmer er på russisk?". Det er næppe muligt at besvare det utvetydigt: Der findes forskellige skoler, der på grundlag af forskellige tilgange tildeler et andet antal af disse kategorier. Så for eksempel er den morfologiske tilgang af A.K. Polivanovoy - N.N. Durnovo giver dig mulighed for at nævne seks. AM Peshkovsky udpeger kun fem.
Generelt mener sprogkundskaberne, at spørgsmålet om nummerettaler er evigt. Jo dybere forskerne fordyber sig i sproget, jo mere spørger de sig selv: "Hvilke attributter skal være grundlæggende i klassificeringen af disse kategorier?" Der er mange teorier, men ingen af dem er ubestridelige.
Den mest almindelige er klassificeringen,baseret på de morfologiske og syntaktiske parametre. Det bruges som grundlag for skolens bekendtskab med sproget. På de filologiske fakulteter studerer de alle tilgange til dette spørgsmål, kender alle de sproglige værker, der er afsat til det. I skolens læseplan fastlægges dele af talen på det russiske sprog afhængigt af deres morfologiske, grammatiske, syntaktiske roller. Det er disse parametre, der ligger til grund for klassificering.
Alle dele af talen på det russiske sprog er opdelt i klasser. skelnes:
• Væsentlige (uafhængige) taledele
• service;
• interjektioner.
Uafhængige (de kaldes også betydelige)Spejlstykker på det russiske sprog er præget af deres egen betydning, konstante / inkonsekvente grammatiske træk. De reagerer på specifikke spørgsmål, bærer en kommunikativ belastning, det vil sige, de tjener til at formidle information. Denne kategori omfatter alle dele af tale, undtagen officielle ord og interjections.
De ord, der ikke harnominativ værdi, er ikke uafhængige i leksikalske termer. Deres opgave er at udtrykke de semantiske og syntaktiske forbindelser mellem de betydelige ord, medlemmer eller dele af sætningen. Disse grammatiske midler til sproget omfatter alliancer, præpositioner, partikler. Sidstnævnte er nødvendige for at ændre tonen i meddelelsen eller dannelsen af talrige former for ordet.
Officielle (ikke-mindeværdige) talesituationer på russisk bruges meget oftere end berygtede, fordi de er meget mindre.
Endelig er der interjections. De bruges kun til overførsel af følelser eller følelser, de tjener til onomatopoeier, de har hverken deres egne tegn eller deres egen betydning. De skelner mellem egnede interjektioner (Vox! Ah! Ooh! Ona!), Mund-til-mund (Gav-Gav! Kukareku!), Substantiviserede ord (oversat fra andre rækker) eller hele udtryk (Wow! Nightmare! Fædre!).
Væsentlige taledele på russisk er opdelt i nominelle og verbale.
registreret:
• Noun. (Mor, far, krovinushka, orgie, meget, stilhed osv.). Deres konstante karakteristika: køn, afhængig af det deklination, såvel som animeret / livløs. De ikke-permanente attributter omfatter: nummeret (enkelt, flertallet), evnen til at variere efter sag.
• Adjektiv (rød, stærk, modig, etc.). De betegner objektets træk, de har et enkelt permanent tegn: de kan enten være kvalitative eller relative eller besiddende.
• Numeralt. Angiver nummeret eller nummeret på kontoen. Afhængigt af dette kan det være kvantitativt (fem, tre hundrede og fyrre) eller ordinære (andet, otte hundrede).
• Adverb. Det er nødvendigt at sende et tegn eller en tilstand af handling (langt, langt væk, for længe osv.). Har ingen ikke-permanente tegn, ændres ikke.
• Pronomen. Det har ikke sin egen betydning, men det kan bruges i stedet for noget navn (den nominelle del af talen, der betegner den). (Jeg, en eller anden måde, nogen, nogen, ingen osv.). Rang af pronomen er konstant.
Lingvistik mener, at de verbale dele af talen iRussisk sprog kan repræsenteres direkte af verb og deres former: participle, gerund. Nogle filologiske skoler anser disse kategorier for at være uafhængige (uafhængige) taledele, andre henviser dem til at adskille, specielle verbale former.
• Verbet betegner en handling (løbe, synge,at male). Hans konstante tegn er en slags (synge-sing), gentagelse (vaskes), transitivitet (evne / manglende evne til at kombinere med substantiver i det akkusative tilfælde), konjugation.
• Kommunion. Kan enten være gyldig (kører, maler, tegner) eller passiv (malet, udtalt).
• Den gerundive. Dette er tegn på tegnet. Det ændrer sig ikke, henviser altid til prædikatet, fordi det bare betyder sin ekstra handling (eller attribut). (Jeg går, humming, løber, hopper.)
